|

|
|
Helge V. Qvistorff (1938) er søn af marinemaleren V. Qvistorff, og
kommer fra København. Tidligt gik han i tjenerlære med henblik
på en uddannelse i hotelbranchen. Efter at have set sig om i ver-
denen med Ø.K., tog han til Schweiz på videreuddannelse, hvor
han blandt andet var på hotelskole og i vintersæson på et af de
store vintersportshoteller i St. Moritz. Efter tre år i Alpelandet
tog han til Cambridge i England – dels for at studere engelsk og
dels for at arbejde i hotelbranchen. Det blev til fire dejlige år i
England, inden han efter små ti år i udlandet vendte tilbage til
Danmark.
Efter en tid som restauratør i et af Københavns stormagasiner
blev han i 1967 direktør på Rold Stor Kro, og på en måde kan man
sige, at her begyndte eventyret for Qvistorff. Han blev fuldstændig
betaget af Danmarks største skov - Rold Skov - og begyndte at ud-
forske den og at samle dens historie.
Da Rold Stor Kro blev solgt efter nogle år, var Qvistorff leder af
forskellige hoteller og restauranter, indtil han i 1980 opgav hotel-
faget og helt koncentrerede sig om sine interesser. Det er gennem
årene blevet til mere end 40 bøger, deriblandt hans ”hjertebarn”,
der er bogen om Rold Skov. Adskillige af Qvistorffs bøger, hvoraf
mange handler om Nordjylland, er solgt i meget store oplag.
Hans kærlighed til skoven gjorde, at DR1 tog mod hans forslag
om en tv-serie om ”De danske Skove”. Det blev en stor succes, og
serien er genudsendt flere gange. Samtidig har han lavet en række
tv-serier for TV2 Nord – alle med nordjyske emner.
Qvistorff er de mange talenters mand. Foruden hans humori-
stiske og informative pen er han en dygtig illustrator, og han er
meget brugt som en spændende og munter foredragsholder. Men
han er også en slags folkemindesamler. Det store anekdotiske mate-
riale om Nordjylland, som han har indsamlet og i vid udstrækning
udgivet på sit eget forlag, er en stor gave til Nordjylland.
Qvistorff er blevet 70, men man ser ham stadig vandre i Rold
Skov, når han går med vandretursforeningen ”Rold Skov Venner”,
for hvem han har været en eminent formidler af skovens historie
gennem mere end 20 år.
Qvistorff er gift med Pernille og bor på den dejlige skovejendom
Store Kirkebjerg ved Terndrup, hvorfra der er vid udsigt til Rold Skov.
Med venlig hilsen
Per Andersen
Harlekinvej 7
9000 Aalborg
skovmanden@roldskovsvenner.dk
|